Andre tekster

NYTÅRSTALE TIL FOLKET:

Et bidrag til kultursitet Heartbeats.dk LÆS

.

HVER MANDAG tekst #70: 

JAGTMANUALEN

Hvis du læser i et magasin henvendt til feminint-kropsmærkede (her indgår vi på de præmisser disse blade skrives ud fra, nemlig med en udeladelse af de utallige andre måder at agere køn på end det nævnte), kan du være sikker på, at der yderst hyppigt vil være en test som den feminint-kropsmærkede kan tage for at blive klogere på, hvilken slags maskulint-kropsmærket, hun bør være på jagt efter. Spørgsmålene i testen kunne lyde således: Hvor vigtigt på en skala fra 1-10 er det, at han har et sundt og raskt forhold til sin mor, husker at give dig blomster, diamantringe, hvermandag-kælesex, har målt størrelsen på sit kønsorgan og fundet den tilfredsstillende, slår brættet ned, klemmer tandpastatuben korrekt, vender toiletpapiret mod syd, nord, indad, udad, at han har et job med prestige og kender mange interessante mennesker, der kommer til grillaftner i jeres have?
Herefter burde den feminint-kropsmærkede have et nuanceret billede af den mest oplagte og tilpassede fremtidige partner at gå på jagt efter.

Et af vor tids vigtigste internationale science-tidsskrifter har i denne måned en række manualer, som man kan supplere sin liste med:

MANUAL VEDRØRENDE BRYSTMANDEN (maskulint-kropsmærket individ, der er optaget af bryster)

Spørg altid, om han blev ammet som barn eller som visse feminint-kropsmærkede foretrækker at spørge: Om han diede.
Spørg, hvor længe han blev ammet, hvor længe han diede. En rettesnor er minimum seks måneder. Fuldamning.
Spørg hans mor ved lejlighed. Diskret.
Se skjult på hendes bryster.
Spørg dig selv, om du ville ønske at blive lagt til der?
Hvis han ikke er blevet ammet, eller hvis han ikke er blevet ammet nok, så spørg dig selv, om du er parat til det. Vær realistisk i forhold til, hvor meget han skal ammes i jeres hverdag. Hans fortid taget i betragtning.
Am ham kun, når alle alternativer er opbrugt.
Am ham for eksempel, når han har forsøgt at være en stor mand, der networker.
Når han har forsøgt at være en stor mand, der networker, men ikke brænder igennem.
Når han har forsøgt at være en stor mand, der networker, men ikke brænder igennem og således bliver gennemskuet af andre mennesker.
Men am ham aldrig før sex.
Am ham aldrig før sex, hvis han har problemer med potensen.
Am ham aldrig før sex, hvis han har problemer med potensen og et indviklet forhold til sin mor.
Am ham aldrig før sex, hvis han har problemer med potensen og et indviklet forhold til sin mor, for det bliver bare endnu værre.
Vær realistisk i forhold til dit eget udbytte.
Am ham, før du fortæller, at du hellere vil på ferie med din veninde Liza.
Og hvis du keder dig til en middag eller til en fest, og du ingen børn har, kan du altid sige, at du bliver nødt til at gå, fordi du skal hjem og amme ham.

MANUAL VEDRØRENDE RØVMANDEN (maskulint-kropsmærket individ, der er optaget af røv)

Hvis han er en røvmand. Så er han en røvmand.
Og helt kort. Så er der tre forskellige slags røvmænd. Faktisk fire, da nogle røvmænd indeholder alle tre slags.
Den ene kategori ser på røv. Det første, han ser, er røven.
Den anden kategori putter noget op i røven. En finger gælder også for ”noget”.
Den tredje vil gerne have noget op i sin egen røv. Det er helt naturligt.
Spørg ham i den henseende om hans forhold til hygiejne.
Spørg herefter om, hvor ren du skal være. Om du skal være vasket, før han elsker (knepper, knalder) med dig. Og hvis ja, spørg ham, hvornår noget er rent. Hvornår noget er rent nok.
Spørg, om han selv holder standarden.
Og så skal han aldrig bruge udtrykket: Jeg går lige på potten.

MANUAL VEDRØRENDE RELIGIONS-POLITIKER-MILJØ-DYREMAND (maskulint-kropsmærket individ, der er optaget af religion, politik, miljø og dyr, eller som ikke er optaget af disse områder)

Spørg, om han er religiøs (kulturkristen eller buffetateist kan til nød accepteres, hvis han er født uden for USA). Han skal svare uden at blinke eller se op skråt til venstre. Partneren må aldrig svare for herefter at se skråt op til venstre, da det er videnskabeligt bevist, gennem flere store undersøgelser og holder stik i 99% af tilfældene, at vi så har at gøre med en løgnehistorie. Med mindre han er ornitolog, og der netop i samme øjeblik flyver en yderst sjælden Rødbenet blånæb hen over himmelen. (Stil dog et kontrolspørgsmål).
Spørg, om han er et dybt politisk menneske til venstre for midten. Det betyder, at du kan gå topløs efter behov, at du kan lade busken stå, at han til evig tid vil kæmpe for kvinders rettigheder. Også de sorte kvinders rettigheder. Der findes kun et svar!
Spørg, om han oprigtigt sørger over de fattiges situation og græder, når han ser flygtningene stå uden tag over hovedet. Der findes kun et svar!
Spørg, om han er medlem af Greenpeace. Han skal fremvise kvitteringer for indbetalinger. Spørg, om han er vild med kæledyr. I bliver enige om, at det er I ikke. I drømmer ikke om en stor hund, der æder dine trusser og pisser i sengen.

MANUAL VEDRØRENDE AFSLUTNINGEN

Du kan ikke sove for hans lyde, når han sover. Begynd med at sove i et andet værelse.
Du har glemt at spørge ham, om han kan lide at rejse. Om han spiser maden i fremmede lande. Om hans mave kan holde til det. Hvis hans mave ikke kan holde til det, og du godt kan lide at rejse og spise maden i fremmede lande har I ingen fremtid. Hvis du ikke kan slippe af med ham på nuværende tidspunkt, spørger du ham, om han bliver søsyg. Hvis ja, spørg så, om han er villig til at tage piller mod søsyge. Hvis nej, tager han heller ikke hovedpinepiller, og så drikker han ikke nok, og så har I heller ingen fremtid.

19. august, 2015

 

 

LORTEMOREN

Et bidrag til kultursitet Heartbeats.dk LÆS

.

UORDEN I SYSTEMET

Et debatindlæg til Kommunen, d. 18. juni, 2015 LÆS

.

MONA

Erotisk novelle i Alt for Damerne, link kommer.

.

DEN FORBANDEDE FLAMME

Oplæsning fra romanen Stormskader af  Katrine Grünfeld. Lyd og musik af Nils Lassen.

Lyt her:

 

DEN FORBANDEDE FLAMME er et sanseligt møde mellem tekst og lyd. I en serie på 10 sessioner læser nogle af landets bedste forfattere blandt andre Iben Mondrup og Bo hr. Hansen fra deres tekster i et lydlandskab komponeret af Nils Lassen. Formatet er velkendt fra f.eks. Jørgen Leths samarbejde med Mikael Simpson.

De 10 singler kan erhverves løbende hver for sig eller samlet som album ved årets udløb på Itunes og Amazon.

Nyheder om DEN FORBANDEDE FLAMME her

eller kontakt Nils Lassen : 50462710,  nils@5xlassen.dk

DEN FORBANDEDE FLAMME er udgivet i samarbejde med T&E Records og støttet af DJBFA’s Innovationspulje.

 

FORFATTERPRÆDIKENER

♥ ♥ ♥ ♥ Samlingen af danske forfatterprædikener væver fine historier over Bibelen.
Politiken Christoffer Emil Bruun

∗∗∗∗ Kristendommens ord lever videre i Søren Kierkegaards fædreland. Også – og ikke mindst – hos dem, der lever af ordet.
Berlingske – Søren Kassebeer

Anmeldelse i Østerbrobladet, af Katrine Grünfelds prædiken i Sankt Jacobs kirke.

Gudstjeneste for alle sanser
Katrine Grünfeld gik på prædikestolen, og Under Byen og Fanar Ghali leverede lydbilledet Kristi Himmelfart i Sankt Jakobs kirke.
Det ruskede og rev, og himlen var truende tung af væde, da jeg cyklede til forfattergudstjeneste i Sankt Jakobs. En både kæk og syrlig hilsen fra Herren selv, der selvsagt benyttede lejligheden til at transmittere et alvorsord til en befolkning, der er ved at afskaffe Hans Himmelfart. Heller ikke Katrine Grünfeld har tænkt sig at lade denne luftige og dog meningsfortættede dag dø en stille død. Men satte med sit flotte retoriske greb, sin insisterende og inciterende stemme, sit nærvær, sin alvorstyngde og store kærlighed til mennesket som sådan, med al vores tvivl, spleen og søgen, så eftertrykkeligt i spil, hvad der sker i det limbo, hvor Kristus slipper sit tag i vi menneskebørn.
For skønt lutheranere, så lever vi i kroppens tidsalder nu. Vi har levet gennem intellektet længe nok, og fået hjernen fodret med envejskommunikation fra katederet. 1:1. Det er slut nu, og enhver der beskæftiger sig med formidling og pædagogik ved, at man skal henvende sig til hele kroppen, hvis man skal sikre det optimale udbytte. Det ved forfattere også.
Katrine Grünfeld fortsatte efterpåskens Emmaus-vandring for og med os, hvilket er godt tænkt. Hvorfor vi også sang ’Hvad er det at møde den opstandne mester igen’. Hans Anker Jørgensens salme, som det er svært at forstå vi kunne klare os uden, inden den landende i den nye salmebog.
Og sådan udfoldede Grünfeld i én lang glidende og flyvende bevægelse, hvordan pokker vi får gået den tur med Mesteren. Den livslange vandring og samtale vi har med os selv og hinanden fra vugge til grav, i et skrøbeligt forsøg på at leve et liv i frit fald, med rum og rummelighed til alle sider, og dog med en længsel efter at mærke forankringens beroligende klem: at erfare et Gudsnærvær.
Ja, at blive i stand til at gå ud at gøre ligeså. Ikke som et postulat eller en proformakappe vi slænger om vore skuldre i magelighedens og desperationens tegn: det gav Katrine Grünfeld herlige og genkendelige billeder på i sin prædiken, der efterlod os på bænkerækkerne med afvæbnende smil på læben. Nej, som et hjertevarmt ønske om vitterlig at blive del af den rumrejse, der leder den fortabte krop og sjæl hjem. I et håb om at de stækkede vinger, alligevel holder til det liv, der skal leves. Og vi der var himmelgæster i torsdags, havde i hvert fald for en stund fået lappet de hullede vinger sammen, klar til – med fornyet mod – at tage verden i favn og næsten ved hånden.
Alt sammen eminent understøttet af lydsporet til himmelfarten i skikkelse af Under byen og Fanar Ghali, der med sin betagende mellemøstlige stemme sang en oldgræsk Kristushymne, og af kirkens altid veloplagte organist.

Af redaktør Charlotte Ekstrand
.

FORTÆLLINGER OM KÆRLIGHED

Novelleantologien Fortællinger om kærlighed udkom fra L&R i 2013.
15 gribende kærlighedsfortællinger fra nogle af Danmarks største forfattere. Bogen er en hyldest til de store følelser og den brede pensel fuld af patos. Blandt forfatterne er Anne-Marie Vedsø Olesen, Bent Vinn Nielsen, Camilla Stockmarr, Katrine Grünfeld, Kim Blæsbjerg, Maria Helleberg, Benn Q. Holm og Sissel Bergfjord.

Der er skruet helt ned for de romantiske klicheer og utroværdige personer i denne samling af kærlighedsnoveller af forskellige danske forfattere. I stedet får man ‘flot sprog, masser af facetter og fine karakterer’ og uanset hvor læseren befinder sig i livet, er der en fortælling, som hun eller han bør kunne spejle sig i.
ALT for damerne – Katrine Nadia Jørgensen

 

ARTIKEL I PSYKOLOG NYT OM SELVUDVIKLING

 

INSIDE OUT 2400 N
V

– en stedsspecifik video- og lydinstallation med brug af nye digitale platforme på Møntmestervej i Nordvest. Af billedkunstner Hanne Lise Thomsen og filmkunstner Kassandra Wellendorf i samarbejde med lysdesigner Jesper Kongshaug, forfatter af audiowalk Katrine Grünfeld, komponist Morten Dalsgaard, lyd- og radiokunstner Ole Fugl Hørkilde og interaktionsdesigner Daniel Skaale.

Download Katrine Grünfelds audiowalk: En sprække i muren her.