Om Katrine Grünfeld

Velkommen til Katrine Grünfelds forfatterskab. Et forfatterskab, der bliver bedre og bedre for hver en boble, der brister, for hver en ny blank overflade, hun tør sætte neglene i.

Liselotte Wiemer

Katrine Grünfeld er født i 1968 og opvokset i Aarhus. Gik på N. Kochs skole og blev samfundssproglig student fra Marselisborg Gymnasium. Hun er cand. mag i litteratur og psykologi fra RUC. Hendes speciale fra RUC er en sprogfilosofisk undersøgelse af selvudvikling.

Katrine Grünfeld debuterede i 2008 med romanen Mindre pletter. Siden er romanerne Sommerferie (2010), Et hjem i Mørke (2012) og Stormskader (2015) udkommet fra Gyldendal.

Hendes arbejde er støttet af Statens Kunstråd og Kunstfond. Hun har fået tildelt arbejdsophold på San Cataldo (Italien), Klitgården og i Grønland.
Katrine Grünfeld er medlem af Pen, Dansk Forfatterforening, sidder i bestyrelsen for Poul og Karen M. Engell´s Fond, i styregruppen for DLI (Den Litterære Institution) og medlem af kunstnergruppen POLAK. Læs mere her.
Hun er sammen med filminstruktør og billedkunstner Sidse Carstens direktør for Salon Valerie Galner. Se mere her.

Katrine Grünfeld bor i København på Nørrebro med sin familie.